Story Site

Tilbage  Print  Anbefal  Bookmark

Artikel:

Produktet er ikke nok

Dantherm udgiver nyt kundemagasin. Marketingchef Keld T. Jørgensen har hentet inspiration i Netværk Danmark til distributionen

Af Lars Rasmussen

Hvad gør man, når man gerne vil være mere kendt?
Skærer i annoncebudgettet og producerer sin egen avis, som sendes direkte til 2500 nuværende og potentielle kunder.
Sådan har Dantherm i Skive i hvert fald valgt at gøre, og foreløbig har reaktionen på magasinet VisionAIR været positiv. Magasinet giver indblik i markedet og i Dantherms kompetencer, og en konkret måling i løbet af et års tid skal give svar på, om billedet af virksomheden står mere klart i bevidstheden på det danske marked.

Hvorfor magasin?

Selv om Dantherm snart har 50 års jubilæum, er profilen noget blakket. "Det er dem med de grønne varmeovne" mener mange, men Dantherm er mere end det.
- Vi har undersøgt kendskabet til Dantherm og vores produkter, og vi har et potentiale på 98% for at forbedre kendskabet, siger Keld T. Jørgensen med et smil.
- Vi har derfor valgt at reducere sidste års 21 annonceindrykninger i udvalgte fagblade til 6 styk i år. De sparede penge investerer vi i stedet i to årlige numre af VisionAIR, forklarer han.
Magasinet skal ikke kun fortælle om Dantherms produkter men også om virksomhedens grundværdier - fokus, tillid og initiativ, præsentere de mennesker, kunderne møder og fortælle gode eksempler på, hvordan kunderne har bugt virksomheden.
- At produkterne virker og er holdbare er en forudsætning, så vi må adskille os i markedet ved at fortælle om vores særpræg, konstaterer han.

Dyr distribution

Distributionen til 2500 virksomheder er en betydelig del af omkostningen, så marketingchef Keld T. Jørgensen har i Netværk Danmark efterlyst gode ideer.
- Jeg fik 8-10 henvendelser, og flere kunne desværre bekræfte, at den høje takst ved Post Danmark var eneste mulighed, når oplaget er så begrænset. Men der kom også andre bud, fortæller han.
- Vi fik et bud fra en leverandør på trykning og forsendelse, som vi skal have kigget på inden næste gang, for første gang kunne vi ikke nå andet end bare at få det afsted, fortæller han.
Planen er, at VisionAIR foreløbig kun skal udkomme på det danske marked, selv om en russisk forhandler har ønsket at få nogle af artiklerne oversat til deres nyhedsbrev.

Kombination med nettet

VisionAIR skal fungere i sammenhæng med en internetversion, hvor det bliver muligt at komme med kommentarer og skabe dialog mellem læsere og Dantherm. Magasinet er desuden tænkt ind i den samlede kommunikations- og markedsføringsplan, som bl.a. omfatter sponsorat af en etape i Rally DM, deltagelse ved udvalgte messer og meget mere.

Lærer af andre

Inden første magasin blev trykt, brugte Keld T. Jørgensen og det tilknyttede reklamebureau en del tid på at se andre over skuldrene. Det gav grobund for beslutningerne om, at formatet skulle være som et formiddagsblad, mens indholdet skulle være jordnær formidling - ikke for smart og ikke for teknisk.
- Billeder og tekst skal gerne demonstrere kompetence, og farvevalget skal ubevidst understrege vores værdigrundlag, forklarer Keld T. Jørgensen.
Han lærer generelt gerne af andre og er derfor glad for, at erfa-gruppen i Netværk Danmark, Koncernmarketing Jylland, er blevet mere og mere velfungerende.

Til toppen

Kontakt os

Har du et spørgsmål
ring 6321 4000
eller skriv til os



Fakta

Dantherm
Virksomheden har gennemgået en stormfuld udvikling især efter år 2002. Virksomheden har haft to adresser i Skive, hvor den ene har produceret aggregater til opvarmning, affugtning og ventilation, mens den anden i et joint venture har produceret klimaanlæg til varmefølsomt elektronik primært indenfor telekom sektoren.
I dag er de 550 medarbejdere samlet i en 26.000 kvm. bygning med en storslået udsigt til Skive Fjord fra den store glasfacade. Hertil kommer 6 udenlandske selskaber som bringer det samlede antal medarbejdere op på 674. Og alt er samlet under Dantherms ejerskab med én fælles administrerende direktør, Per Albæk.
Eksportandelen på Dantherm-produkter er tæt på 100%.
Dantherm havde i 2004 en omsætning på 792 mio kr. og et nettoresultat før skat på 73,3 mio. kr.

Keld T. Jørgensen
Han blev marketingchef i Dantherm i 2001.
Han udarbejdede i 2002 den kommunikationsstrategi, som bl.a. har lagt grund til magasinet VisionAIR, der i foråret 2005 udkom for første gang.
Han blev indmeldt i Netværk Danmark i 2003.
Han er medlem af erfa-gruppen Koncernmarketing Jylland.
Har senest sendt forespørgsel om distribution af kundeblade. Fik 6 svar og ser nærmere på en alternativ løsning til Post Danmark.
Har tidligere sendt spørgsmål om konkurrentovervågning, som resulterede i en temadag for Salg- og Marketingnetværket i Odense.
Privat er han gift og har to børn.
Familien bor i Bjerringbro.
Når der er fritid til det, er hovedinteressen familien, en løbetur og en god bog.