Netværket uundværligt
HR Manager Connie Jørgensen, Dantherm Air Handling, er glad for den fortrolige, faglige sparring i sin netværksgruppe i Netværk Danmark
”Den viden, jeg henter hos kollegerne i netværket, er ikke kun teoretisk men er afprøvet i virkeligheden. Fortroligheden i gruppen gør, at vi fortæller både om de gode og de uheldige erfaringer, vi har gjort, så alle i gruppen kan lære af det.”
Sådan siger HR Manager i Dantherm Air Handling A/S, Connie Jørgensen, som ikke er i tvivl om, at det har givet værdi for hende, at hun siden 2002 har været medlem af HR-netværket i Netværk Danmark.
”Jeg meldte mig ind ret kort tid efter, at jeg fik jobbet som HR Manager i Dantherm, for jeg sad også dengang ret alene med ansvaret. Siden har jeg fået HR-ansvaret på koncernplan, og det gør ikke behovet mindre. Tværtimod,” konstaterer Connie Jørgensen.
Forskellighed en styrke
Connie Jørgensen er medlem af netværksgruppen HR Jylland 1, hvor hun deler viden med kolleger fra både store og mellemstore virksomheder fra vidt forskellige brancher.
”Forskelligheden er en styrke, for jeg har brug for at høre historier fra mange typer af virksomheder og at få sparring fra kolleger med forskellig baggrund,” forklarer hun.
Gruppen mødes en gang i kvartalet, og medlemmerne skiftes til at være værter. Gruppen har en netværkschef som fast mødeleder, som sørger for alt det praktiske før og efter møderne samt styrer debatten under møderne.
”Vi er et folkefærd med meget på hjerte, så det er vigtigt, at der er en, der holder debatten på sporet og sikrer, at det ikke bliver ren kaffeklub, men at vi får udbytte med hjem,” vurderer Connie Jørgensen.
Ideer og værktøjer
Emnerne på netværksmøderne tager udgangspunkt i medlemmernes konkrete udfordringer, og som oftest kan deltagerne give hinanden kvalificeret sparring. Der kan dog også være brug for at spørge andre af netværkets over 6000 ledere til råds. Det sker i netværkets forespørgselssystem.
”Det har jeg brugt nogle gange. Eksempelvis inden jeg skulle gennemføre et projektlederprogram. Jeg fik konkrete værktøjer og lyttede til både gode og dårlige erfaringer fra kolleger i netværket, inden jeg gennemførte programmet i vores virksomhed,” fortæller Connie Jørgensen, der også gerne giver sin viden videre. Hun har fortalt om sit arbejdet med lederudvikling og virksomhedsmålinger, og har derigennem også fået god feedback fra netværksgruppen.
Kontakt
Kontakt os
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe eller skrive til os.